Jeg er autoriseret psykolog og har arbejdet som psykolog siden 2007. For mig begynder en god psykologsamtale med tryghed – med oplevelsen af at blive mødt, lyttet til og taget alvorligt.
At være med dig – og være der for dig
I mine samtaler skelner jeg mellem at være med dig og at være der for dig.
At være med dig betyder, at jeg lytter, er nysgerrig og sammen med dig undersøger det, du står i. Nogle gange har vi først brug for at forstå vores tanker, følelser og reaktioner lidt bedre.
At være der for dig betyder, at jeg også tager en aktiv rolle. Jeg er forholdsvis direkte som psykolog og deler gerne mine faglige perspektiver. Jeg kan udfordre dig, når det giver mening, og give dig konkrete råd, redskaber og øvelser, som du kan arbejde videre med.
For mig handler en god psykologsamtale derfor både om at forstå det, der er svært, og om at finde en vej videre.
Min erfaring og tilgang
Jeg begyndte som psykolog i PPR i Aalborg Kommune og arbejdede senere i en årrække ved Veterancentret med soldater, veteraner og deres pårørende. Her fik jeg en stor del af min erfaring med psykiske belastninger, traumer og PTSD.
I dag arbejder jeg bredt med blandt andet stress, angst, traumer, PTSD, kriser og personlig udvikling.
Mit stærkeste teoretiske fundament er ACT (Acceptance and Commitment Therapy). ACT præger ikke kun mit arbejde som psykolog. Det er også en måde at anskue livet på, som jeg selv forsøger at praktisere. Jeg arbejder desuden med blandt andet EMDR, CPT og Prolonged Exposure.
Lidt om mig privat
Jeg bor i Gistrup ved Aalborg og har to døtre. Jeg er opvokset ved Lønstrup tæt på Vesterhavet, og naturen har altid betydet meget for mig.
Jeg holder af et aktivt liv – mountainbike, vandreture og ture i min campervan – og af at opleve nye steder og få lidt eventyr ind i tilværelsen.
Nærvær, frihed og eventyr samt taknemmelighed er værdier, jeg selv forsøger at leve efter. Ikke som regler, der skal overholdes, men som en retning, jeg gerne vil bevæge mig i.




